Eventyrhuset
Eventyrhusets Pædagogiske Praksis
Loading...


EVENTYRHUSET´S
PÆDAGOGISKE PRAKSIS



Værdigrundlag
Pædagogerne i Eventyrhuset skal være i besiddelse af en høj faglighed og være i stand til at omsætte det i praksis. De skal kunne guide og vejlede vores medhjælper som de i det daglige arbejde arbejder som et team omkring børnene. De skal være imødekommende overfor forældre og være i stand til at varetage børnenes behov og er der behov for speciel støtte skal pædagogerne i tæt samarbejde sætte dette i værk i tæt samarbejde og dialog med forældre og andre eksterne instanser.

Alle medarbejdere skal vise deres engagement i Eventyrhuset. Alle skal bidrage til den gode stemning og alle skal kunne ytre sig og undre sig.

Vi skal alle arbejde anerkendende, i forhold til børn – forældre – kolleger – og ledelse.

Dialog er vejen frem til ny viden og forståelse for andres måder at handle på. Der skal lyttes og stilles spørgsmål og der skal argumenteres på en saglig måde. Det er ikke godt nok at tænke ”så gør jeg det bare på min måde”.

Vores arbejde skal være synligt for vores brugere og for vores kolleger.

I Eventyrhuset har vi familier fra andre lande og vi har medarbejdere som kommer fra andre lande. Det skal vi tage som en gave og vi skal være nysgerrige på de forskellige  kulturer vi alle bidrager med.

Humor er et must når vi kommer så tæt på hinanden som vi gør i dette fag. Humor kan løse op for mange ting og det smitter af på vores børn når vi synes det er sjovt at være i Eventyrhuset.

Høj faglighed-engagement-anerkendelse-dialog-synlighed-mangfoldighed-humor

 

 

Pædagogisk praksis

I Eventyrhuset er der samling på stuerne kl 9 .

Der arbejdes mellem 9 og 12 hvilket vil sige at vi afholder møder inden kl 9 og efter kl 12.

 

Skolegruppen er en gruppe for sig og de 2 andre børnehavegrupper har aktiviteter på kryds af aldersgrupper.

Vi har fokus på relationer og venskaber og arbejder målrettet ud fra rammeplanen. Pædagogerne aftaler sammen de pædagogiske aktiviteter og sammensætningen af børn.

 

Børnehaven er en enhed og der er et tæt samarbejde til skolegruppen, så de kommende børn er velforberedte på når de skal starte i skolegruppen.

 

 

 

I vuggestuen er de ligeledes en enhed,

Der er fokus på selvhjulpenhed og det sproglige. Alt bliver i tale sat og vi bruger sprogets nuancer.

Der er en fælles pædagogik i vuggestuen og et tæt samarbejde personalet imellem.

Børnene er ude i det omfang det kan lade sig gøre. 

Når de har spist skal de gøres klar til middagssøvn og når de har fået skiftet ble får de en historie. De store børn sover på en stue og hvert barn har en sovepose. Der sidder en voksen fra de falder i søvn til de vågner, dette er for at sikre at alle børn får en god og lang søvn.

Vores alrum bliver flittigt brugt af hele vuggestuen da der er god plads til leg og tumlen.

De små sover ude i barnevogne og vi kigger ofte til dem. Vi har valgt ikke at gøre brug af baby alarmer da de signalerer falsk tryghed.

Vi vækker ikke børnene da vi har en klar sovepolitik der siger at børnene har brug for den søvn de tager. Vi har en del materiale om søvn og 1 af vores pædagoger har deltaget i et søvn kursus og en pædagog har lavet speciale opgave i søvn

Vi bruger altid den narrative metode når vi har samtaler med vores forældre. Det vil sige at fortællinger der går rundt om det enkelte barn bliver fortalt så forældrene får den tryghed i at vi har et godt kendskab til deres barn.

 

 

 

 

Praktiske oplysninger

 

Rundvisning

Alle nye børn og forældre får en guidet tur igennem hele Eventyrhuset. Vi fortæller om stuerne og deres opdeling og vores pædagogik. Vi sætter god tid af så forældrene kan gå herfra med en følelse af at have et så bredt kendskab til når deres barn skal starte i Eventyrhuset.

Forældre som er på udkig efter institutions plads får en lidt hurtigere  gennemgang af huset, men med præsentation af pædagogik og stueopdeling.

 

Start og indkøring

Vi har en tæt kontakt til forældre når deres barn starter i Eventyrhuset. Det er her det grundlæggende samarbejde omkring deres barn starter. Det er vigtigt med en god start, så vi vejleder gerne forældrene hvis de har brug for det. Vi ser helst at forældrene bruger så meget tid i Eventyrhuset som muligt under deres barns opstart. Det er altid i tæt samarbejde med forældre hvornår de synes barnet skal være her alene, dog har vi en klar holdning til at de første par dage er sammen med forældre. Forældrene skal fortælle os mest muligt om deres barn så vi kan skabe den bedste tryghed for barnet.

Forældrene bliver sat ind i vores hverdags rutiner og vores søvn politik.

 

Bringe og hente

Alle børn og forældre skal føle sig velkommen når de træder ind i Eventyrhuset, så alle voksne hilser på både børn og forældre. Vi siger også pænt farvel og tak for i dag til hinanden. Når børnene hentes er det vigtigt at der er en kontakt mellem personale og forældre. Personalet skal kunne fortælle en lille anekdote fra barnets dag. Vigtigt at forældre føler deres barn er blevet set. Vi kan rigtig godt lide når vores forældre bruger tid i Eventyrhuset og har lyst til at snakke om lidt af hver. For børnene betyder det også en del at de oplever en god tone mellem de voksne. Vi skriver i vores dagbøger hvad vi har været optaget af i løbet af dagen, og forældrene kan på denne måde få en indgangsvinkel til at tale med deres barn om dagen i Eventyrhuset.

 

Legetøj

Børnene må gerne medbringe eget private legetøj, reglen er at vi som personale ikke er ansvarlige for at det bliver væk eller går i stykker. Det skal dog være legetøj der kan matche det vi har i Eventyrhuset. Vi forbeholder vores ret til at gå ind og styre børnenes private legetøj hvis det eksempelvis giver for mange konflikter. Vi har en klar holdning til at der ikke må medbringes make up til brug af leg. Der er kemikalier i make up som ikke er forbeholdt børns hud. Vi har børn som lider af forskellige former for allergi og for at vi kan varetage disse hensyn skal der ikke medbringes dette i eventyrhuset.

 

 

Sygebørn

Vores bestyrelse opfordrer forældrene til at holde deres børn feberfri hjemme i 1 døgn. Når vi beder forældre om at hente deres syge barn ser vi ikke kun på om barnet har feber, men også på barnets almene tilstand, da barnet skal være frisk og kunne indgå i de forskellige aktiviteter, når barnet er i Eventyrhuset. Vi betragter barnet som sygt når det ikke kan indgå i dagligdagen på lige fod med de andre børn. Ellers henholder vi os til embedslægens anvisninger. Vi forventer at børn der har været syge med opkast eller diarre bliver hjemme et døgn efter dette er stoppet på grund af smittefare.

 

Lus

Hvis vi opdager at et barn har lus bliver det sendt hjem for at komme i behandling og for at standse smitten. Når barnet er i behandling må det gerne komme i institutionen.

 

Fravær, fridage, ferie

Vi vil rigtig gerne vide når børnene er enten syge eller holder fri.  Dette skal ses især ud fra et pædagogisk perspektiv. Da børnene er en del af fællesskabet og vennerne spørger efter dem. Men personalet har så også bedre muligheder for at planlægge dagen.

Hvis barnet ikke har været i institutionen i en periode, og vi ikke har hørt fra forældrene, ringer vi hjem for at høre hvordan det går, og hvad årsagen er til at barnet ikke kommer i institutionen.

 Herlev kommune opfordrer til at børnene holder 3 ugers sommerferie, hvoraf de 2 uger skal være sammenhængende. Det er vores opfattelse at, børnene har brug for ferie fra institutionen, og bruge tid sammen med deres forældre.

 

 

Tøj

Alle børn har deres egen garderobe + en kurv til skiftetøj. Vi vil meget gerne have, at der altid ligger mindst et sæt skiftetøj til barnet i rette størrelse, samt at forældrene er opmærksomme på årstiderne, så der ligger det barnet har brug for. Eks. Regntøj, huer, vanter, flyverdragt osv.

Vi forventer at forældrene hjælper barnet med at holde orden i deres garderobe. Hver fredag opfordrer vi til, at barnets garderobe bliver tjekket igennem, og overtøj, tegninger, sedler m.v. tages med hjem.

Børnene har forklæder på når de maler el. lign. Alligevel hænder det, at de får lidt maling mm på sig. Ligeledes forholder det sig med deres udetøj, da børnene ofte leger med mudder og vand eller kravler i træer.

Vi opfordrer forældrene til at skrive navn i alt barnets tøj, samt opfordrer vi til at tøjet kan bruges i de pædagogiske aktiviteter.

Af sikkerheds hensyn er det ikke tilladt at have tørklæder eller halstørklæder med i Eventyrhuset. Ligeledes er det ikke tilladt at have snore i overtøjet, hverken i jakker, huer eller vanter. Dette forbud skyldes risiko for kvælningsulykker. Vi forbeholder vores ret til at fjerne snore og lign.

 

 

Det pædagogiske arbejde (samarbejdet med Herlevs kultur institutioner)

Vi har et super godt og udviklende samarbejde med Herlev bibliotek og Lene Brok med vores læselyst netværk. Vi mødes jævnligt og på vores netværksmøder er vi meget aktive med at arrangere tema dage og fortæller festival og kurser for pædagoger. Vi hjælper de andre institutioner med at indrette fortæller rum og vandre biblioteket vandrer rundt i de forskellige institutioner og Lise Sønderberg og Lene Brok er dem som informerer forældre og personale i brugen af bøger og den mundtlige fortælling.

 

Læreplaner

 

Sprog:

Vi har morgensamling på alle stuer, som tager udgangspunkt i de forskellige aldersgrupper. Læse bøger og få fortalt eventyr er en fast aktivitet hver dag med børnene. Der bliver spillet rigtig mange spil med børnene, de voksne arbejder bevidst med begrebsforståelse, vi synger hver dag på alle stuerne og vi leger meget med rim og remser. I vuggestuen er fortællingen en aktivitet der planlægges.

 

Naturen:

Vi bruger vores legeplads hver dag. Vi synes den rummer gode muligheder for vores børn, både i forhold til fysisk aktivitet, træer at kravle op i, stort græs areal til at spille bold, lege fange leg osv. Dejlig bålplads og masser af buskads som børnene kan gemme sig i og være fri for voksen øjne.  Vi ligger tæt på mosen, Kildegården og følger gerne dyrenes liv og årstidernes skiften. Vi vægter at børnene får tid og rum til at fordybe sig i naturen. At de har muligheder for kreativt at kunne finde på lege sammen med de andre børn. Vi er tæt på offentlig bus trafik hvilket gør at vi kan benytte Hareskovens muligheder.

 

Sociale kompetencer:

Alle stuer har hver morgen en samling med børnene. Vi prioriterer denne stund meget højt og vi forventer af vores forældre respekterer og støtter op om denne stund med deres børn, da det er et pædagogisk redskab. Her bliver emner som venskaber og andet vendt og de lærer aktivt at lytte til hinanden.

Vi arbejder meget bevidst på at børnene skal få så gode sociale kompetencer som muligt, så de får redskaber til at kunne lege rolle lege uden voksen planlægning. Vi mener de skal lære at hjælpe andre og at søge om hjælp hos andre børn. Alle børn skal have venskaber og mulighed for at få sunde sociale relationer, og vores rolle er at støtte og hjælpe dem i at danne disse.

 

Personlige kompetencer:

Vi følger børnenes rytme på alle alderstrin. De skal sove når de har brug for det, uanset alder. Vi lærer dem at tilegne sig færdigheder, vi anerkender det enkelte barn. Vi støtter dem i læring af egne grænser. Alle børn i Eventyrhuset kender alle voksne i Eventyrhuset og omvendt.

 

Krop og bevægelse:

Alle vores børn skal have lov til at bruge deres krop. De skal løbe og hoppe og kravle og spille bold når de har brug for det.

Vuggestuen laver rytmik en gang om ugen og der styrkes deres motorik og færdigheder på mange planer.

I børnehaven er der fokus på drama og teater og musik.

 

 

 

Alle børn som ikke sover til middag hviler mindst 20 minutter. Vi gør det ud fra den overbevisning at børn i dag har en meget travl hverdag og har brug for at få ro på kroppen så de har et overskud og energi til at kunne klare at være i en daginstitution med mange børn og krav og forhandlinger. I hvilestunden bliver der fortalt historie samt lyttes der til meditations musik.

 

 

Kulturelle udtryksformer og værdier:

Vi bruger det lokale bibliotek til at låne bøger. Da vi har mange børn med anden etnisk baggrund er det helt naturligt for os at snakke om  kulturelle forskelligheder hvorved at vi lærer børnene at vise respekt for hinandens forskelligheder.

Vi opfordrer forældrene til at benytte diverse kulturelle tilbud.

 

 

Rammeplan

 

Kvaliteten i vores pædagogiske arbejde er med et grundlæggende mål at alle børn er glade, trygge og forventningsfulde

 Vi tror på barnet som en kompetent medspiller i egen og fællesskabets læringsproces.

Vi styrker  børnenes personlige kompetenceområder såsom selvtillid og selvværd. Samt evnen til at udtrykke og bearbejde følelser.

Eventyrhuset er et fælles hus og alle har et ansvar for at vores børn trives og udvikles

 Vi inddrager børnene i sund kost der hvor vi mener det er relevant. Vi har en dejlig stor legeplads med meget plads til fysisk aktivitet og alle børnehavebørn er ude hver dag.

Vi har en kostpolitik som er udarbejdet i vores bestyrelse. Der hænger et eksemplar på bestyrelsens opslagstavle, samt en folder til gode ideer til fødselsdags (dele ud ting)

 

 

 

Vi arbejder med dokumentation ved at skriftligt og fotografisk at gøre rede for vores pædagogiske arbejde. Vi har en skærm i alrummet hvor alle kan nyde gode billeder af traditioner samt dagligdagen i Eventyrhuset.

 

 Vi er 3 eventyrfortællere i Eventyrhuset. Vi har et fortæller rum. Her er der rum og plads til at børnene kan fordybe sig sammen med en voksen i eventyrenes verden. Vi har et godt samarbejde med Kildespring, samt Herlev bibliotek og Lene Brok. Sammen har vi lavet et kursusforløb med Lene Brok for de 2 huses personaler. Vi er stadig en fast del af Læselyst netværket.

Vi har fået udarbejdet bogen om Timomoto, som alle institutioner har fået foræret som inspiration til den mundtlige fortælling.

 

            

Alle børn har en kuffert som følger dem fra vuggestue og til og med 3 klasse.

 

 

Eksternt samarbejde

 

I hver daginstitution er der et tværfagligt sundhedsteam hvor pædagoger, psykologer, sagsbehandler, sundhedsplejerske, talepædagoger og forældre kan mødes og drøfte hvordan et barn, der vækker bekymring, kan hjælpes.

 

I Eventyrhuset har vi fokus på tidlig indsats hvor formålet at opfange de børn som ikke trives optimalt.

 

Inden et sundhedsteammøde snakker pædagoger sammen om de problemstillinger de eventuelt har.

 Vi deler disse faglige snakke med hinanden da den tværfaglige sparring er med til at sikre det bedst mulige for vores brugere.

 

Vi har altid relevante pædagoger med til møderne og forældrene bliver til tider inviteret med.

 

Vi afholder vores møder hvert kvartal og er blevet langt mere struktureret da vi har et team hvor vi føler at kemien er helt rigtig.

  

Tværfaglige sundhedsteam

Brobygningssamarbejdet

Pædagogiske vejledere

Netværksarbejde

 

 

 

 

 

Samarbejde personalet imellem

 

Personale sammensætning

Vi har 10 pædagoger, 1 studerende, en PAU, en PGU samt 3 medhjælper og en køkken dame.

 

 

Ergonomi

Vi har meget fokus på ergonomi i vores indretning af vores hus. Vi har pusleborde som kan køre op og ned, så der undgås så mange løft som muligt. Vores barnevogne er nye og indkøbt efter at mange forskellige skal kunne betjene dem.

Vores møbler til voksne og børn er i voksen højde så vi ikke får ødelagt knæ og ryg. Samtidig lærer børnene at kravle op og ned af stole og at sidde på en stol uden ryglæn. Dette træner deres motorik rigtig godt. Indretningen tager også afsæt i ergonomi. Møbler som er mobile og plads til at bevæge sig på er vigtig

 

Rygepolitik

Rygerne kan i deres pause gå ud i den friske luft og få stillet deres trang. Dette skal foregå udenfor matriklen og udenfor børnenes påsyn.

 

Alkoholpolitik

Vi nyder ingen former for alkohol hverken til møder eller til forældre arrangementer. Og naturligvis ikke i arbejdstiden. Vores formand kan til særlige lejligheder give dispensation.

 

Ledelsen har en fast dag sammen hver mandag, på denne måde kan vi samtidig deltage i diverse møder der er for ledelse udenfor huset.

 

Vi afholder personale møder, pædagogmøder, afdelingsmøder samt stuemøder.

 

Studerende

Vi er en uddannelses institution og pt har vi en øvelsesstuderende og en lønnet.

 

Fraværspolitik

Vi følger Herlev kommunes fraværs politik.

 

Køkkenet

Vi har en køkkendame ansat på 35 timer som sørger for al mad og indkøb til alle børn. Der er en madplan for hver uge som hænger tilgængeligt så alle kan følge med i hvad vi spiser. Der bliver bagt brød flere gange om ugen. Vi er økologiske med alt det vi kan. Vi får frisk fisk bragt til døren en gang om ugen.

 

 

Kostpolitik

Vi har udarbejdet en god kostpolitik i samarbejde med medarbejdere og bestyrelse.

 

 

 

INDTAGELSE AF FROKOSTMÅLTID I VUGGESTUEN.

 

Der skal dækkes op med service så børnene fra start stifter kendskab med en tallerken, kopper og bestik osv. De skal selv være med til at øse mad og drikkelse op og maden skal lægges på deres tallerken så den ser indbydende ud. Hagesmækkene skal IKKE ligge under deres tallerken. Vi voksne skal være rollemodeller når vi spiser.

Når de får rugbrød skal de smøre så vidt muligt selv og selv være med til at tage pålæg fra fadet. Børnene spiser ved bordene og render ikke rundt med en mad i hånden. Børnene rydder op efter dem selv. Måltidet er en pædagogisk aktivitet og der sættes ord på hvad det er vi indtager.

 

INDTAGELSE AF FROKOSTMÅLTIDET I BØRNEHAVEN

 

 

Der skal dækkes op med glas og tallerkner og de børn som har behov eller lyst til at spise med bestik skal have mulighed for det.

Maden serveres på fade som stilles på bordene hvor børnene selv vælger deres pålæg.

Børnene deltager i det praktiske med at dække vogn samt at dække borde. De rydder op efter dem selv.

Måltidet indtages under hyggelige former og der snakkes om maden og hvad den består af. Børnene opfordres til at smage på det hele.

 

Sukkerpolitik

Vi har en nul sukker politik i Eventyrhuset, dog kan der

i børnehaven  til fødselsdage nydes et enkelt stykke kage eller lign.

 

Hygiejne:

Alle børn skal vaske hænder inden de indtager et måltid. De skal vaske hænder efter toilet besøg og når de har været ude at lege. På denne måde er vi med til at smittevejene formindskes.

Der hænger hånd sprit ved indgangs dørene til fri afbenyttelse.

 

 

Traditioner

Vi har lavet traditioner i samarbejde med bestyrelsen.

Vi afholder sommerfest hvor forældre kommer med en ret til fælles bord og Eventyrhuset giver salat, brød og kaffe og kage.

 

 

Der afholdes en klippe klister fest for forældre, samt bedsteforældre, søskende med mere, hvor vores skolebørn vil gå Lucia.

 

 

Vi er så heldige at der bor nisser på Eventyrhusets loft og i december måned kommer de med gaver til stuerne. Vi har et stort juletræ stående i alrummet og dette pyntes af børn og forældre til klippe klister dag. For at vores nisser ikke skal blive til drille nisser får de pebernødder et par gange om ugen.

 

 

Forældrebestyrelsen står for kaffedag hver 3 måned. Her kan forældre mødes over en kop kaffe i alrummet i tidsrummet 15 til 16,30.

 

Vi afholder tøndeslagning fastelavns mandag og børn og voksne kommer udklædt hvis de lyster. Der slås katten af tønden og disse fyldes op med frugt. Vores køkkendame bager denne dag fastelavns boller.

 

I vuggestuen må der ikke medbringes nogen former for slik eller kage til fødselsdage.

Der må de medbringe frisk frugt og hjemmebagte boller.

 

I børnehaven skal det helt klart begrænses hvad der må medbringes til fødselsdage. Ingen slik. Men gerne et stykke is eller et stykke hjemmebagt kage. Personalet er rigtig gode til at vejlede vores forældre i hvad de kan tage med. Vi lægger vægt på en festlig opdækning på stuen og flag og vores fine fødselsdags stol til fødselaren. Synge sang og råbe en masse hurra.

Der bliver lavet en fin kollage af selve dagen og den bliver hængt op på barnets stue og senere i barnets kuffert.

 

 

Forældresamarbejde

 

Forventninger til samarbejdet

Vores forventninger til et godt samarbejde er imødekommenhed og en sund dialog. At forældrene trygt kan henvende sig uanset hvad de måtte have på hjerte. At de føler sig velkommen når de befinder sig i Eventyrhuset og de føler at vi respekterer dem som kompetente forældre. Tonen skal være god og vi skal som professionelle tage ansvaret for et godt og konstruktivt samarbejde. Vi forventer at forældrene er modtagelige for vores syn på deres børn, at tingene kan være svære at høre men at vi lægger vægt på at være ærlige og troværdige. Altså er det en forventning til alle forældre i Eventyrhuset at personalet er et fagligt og kompetent personale som har pligt til at tage svære problematikker op angående børnene.

Forældremøder

Vi aftaler i bestyrelsen hvornår og hvordan de skal afholdes. Hvilken form de skal have og hvad der er på dagsorden.

 

Forældresamtaler

Vi bestræber os på at afholde samtaler efter 3 måneder. Ellers 1 gang årligt eller efter behov. Vi afholder samtaler i forbindelse med børn der skal starte i skole. Der er altid plads til en samtale for forældre som måtte have brug for det, og når personalet har brug for det.

 

 

Forældrebestyrelsen

 

Bestyrelsen består af forældre og personale og lederen er sekretær.

Man kan melde sig til bestyrelsen når der er valg til forældremøderne

Det er bestyrelsen der sammensætter de overordnede principper.

Vi afholder 6 bestyrelsesmøder om året.

                     

 

Sikkerhedsarbejde

 

Legepladsen

 Legepladsen bliver tilset af et personale der møder ind kl. 7.30 Der tjekkes for hærværk, skarpe genstande og lignende.

Hvert år bliver legepladsen gennemgået af teknisk forvaltning.

 

Børnemiljøvurderinger(BMV)

Vores BMV er under udarbejdelse af de uddannede pædagoger.

 

Hygiejnepolitik

 

Krybberum

Afvask af krybber skal foretages 2 gange om året. Første uge i september og første uge i marts. Barnevogne ligeledes.

Når vi modtager nye børn skal den krybbe eller barnevogn som barnet skal sove i, rengøres.

 

Skift og vask af sengetøj

Vask af sengetøj skal gøres hver den første mandag i måneden, ved 60 grader. Vuggestuen er ansvarlig for dette.

 

Køreposer

Vaskes når vinteren er slut så de er klar til næste sæson.

 

Soveposer

Den 1 i hver måned får de vuggebørn som sover inde en ny ren sovepose.

De snavsede gøres klar til næste måned løbende. Børnehavebørn sover med et vattæppe som vaskes med deres lagen og dette vaskes og skiftes d 15 i hver måned.

Legetøj

Børnehavens og vuggestuens legetøj og opbevaringskasser skal igennem en hovedrengøring 2 gange om året. Juli og februar.

Det samme skal vores madvogne.

Alt babylegetøj som der puttes i munden, vaskes af med vand og sæbe 1 gang om måneden. Det som kan tåle at komme i vaskemaskinen vaskes i et pudevår.

Ved omgangssyge rengøres relevant legetøj.

 

Ved bleskift

Der lægges papir på puslepuden ved hvert bleskift. Der bruges handsker. Engangsartikler bruges kun en gang. Der sprittes af efter hvert bleskift. Der afsluttes med vask af hænder.

Ble spande tømmes efter frokost og putning af sovebørn.

 

 

 

 

 

Gå til kommunens hjemmeside
Vis kort
Daginstitutionen Eventyrhuset | Perikumhaven 26 | 2730 Herlev  | 44 52 59 66  | eventyrhuset@herlev.dk
Gør denne side til din startside